Rådgivning – Landsforeningen Spædbarnsdød

Alle, der har mistet et spædbarn, kan benytte sig af foreningens gratis tilbud om rådgivning.

Ved første kontakt til os bliver du tilknyttet en professionel rådgiver, der følger dig i hele forløbet. Sammen med rådgiveren sammensættes et individuelt tilpasset forløb, der løbende kan justeres i forhold til dine behov.
Rådgiveren har en terapeutisk baggrund og specialiseret viden om sorg og spædbarnsdød. På den måde sikrer vi, at der er én person, der kender dit forløb og står til rådighed med gratis terapeutiske og rådgivende samtaler, ligesom rådgiveren også kan guide dig i forhold til sorggrupper, sorgseminarer mm.

Samtalerne er hovedsageligt telefoniske, og du kan tale med en rådgiver en enkelt gang eller i et kortere eller længerevarende terapeutisk samtaleforløb.

Rådgivning kan bruges til:

  • At tale om tabet og det, der fylder
  • At få større forståelse for egne og andres reaktioner
  • At få information om sorg og sorgreaktioner
  • At få information om regler og rettigheder
  • At høre om erfaringer fra andre i en lignende situation
  • At høre om foreningens tilbud

Samtalerne tager udgangspunkt i den enkelte forælders og families situation, behov og følelser.

Det er gratis for alle at benytte rådgivningen.

Du kan også selv kontakte rådgivningen på telefon 3961 2451 eller ved at sende os en mail. Hvis du ikke selv ønsker at tage den første kontakt, kan du give en anden tilladelse til at videregive dit telefonnummer til os. Så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Udtalelser fra forældre:

 

”Det var så godt endelig at tale med en der var specialist på dette område. Rådgiveren fik mig igennem den sværeste tid i mit liv. Hun gav mig håb om, at jeg nok skulle komme videre.”


”Det gjorde en kæmpe forskel at tale med en rådgiver. Både fordi hun havde talt med en masse andre og derfor havde erfaringen, men også fordi hun kunne råde mig til, hvordan jeg kunne agere, når alt var sværest. Endelig følte jeg, at jeg ikke var alene i verden og med min sorg.”


”Rådgivningen har været en stor hjælp for mig til at komme videre i min sorg. Tænk, at nogle samtaler kan gøre så stor forskel.”

Sådan kontakter du os


Ring på: 39 61 24 51 eller Skriv en mail: forening@spaedbarnsdoed.dk

Telefonerne er åbne på hverdage mellem kl. 9.00 - 14.00 og mails besvares alle hverdage.

Landsforeningen Spædbarnsdød er for alle, der mister et lille barn
– på et hvilket som helst tidspunkt i graviditeten, under fødslen eller i barnets første leveår.

Jeg har lige mistet