Søskendesorg

Sommeren 2013 ventede vi vores 4. barn. Storfamilien synes at være en realitet, og minibussen var indkøbt til vores flok bestående af Selma 9½ år, Marius 7 år, Ella 2 år – og så lille Rosa som vi alle glædede os til skulle komme.

Om morgenen på terminsdagen d. 27. juli 2013 var der usædvanligt stille i maven. Vi tog på Skejby en time før den planlagte igangsættelse, og vores bange anelser blev bekræftet: Rosa var pludseligt og uforudset død inde i maven. En afgrund af dyb fortvivlelse åbnede sig under os; alt blev sort. Det værste var sket.

Børnenes første reaktion
Hjemme ventede vores tre børn og bedsteforældrene på, at vi skulle komme hjem med lillesøster. Vi måtte tage hjem med Rosa liggende død inde i maven. Børnene blev meget ulykkelige, og det var svært at finde trøstende ord omkring det helt ufattelige og meningsløse.

Tilbage på Skejby kom vores dejlige Rosa til verden som ”stjernekigger” kl 00.02 d. 28. juli, 3162 g og 49 cm. Smuk og velskabt, hun lignede sine søskende, og var så alligevel så fortvivlende bleg og slap. Den ulykkeligste og mest kaotiske tid i vores liv begyndte.

Det var svært for de store børn at se deres døde lillesøster første gang. Alligevel efterspurgte de at komme igen, og en mærkelig ”hverdag” på Afdeling Y3, som er et selvstændigt afsnit for dødfødsler og provokerede fødsler på Skejby, indfandt sig. Vi blev på afdelingen, og de næste fire dage kom børnene og sov hos os på skift. Sammen sad de i elevationssengen, så tegnefilm med Rosa i armene, mens Marius legede med at køre sengen op og ned. Vi syntes først ikke, at lille Ella på 2 år skulle involveres, men efter få dage virkede det forkert at holde hende udenfor. Det var meget følelsesladet at se Ella med Rosa. Ella viste hende sine bamser, ruskede hende blidt og sagde: ”Kom nu Rosa! ” med tydelig frustration over den manglende reaktion. Ella holdt Rosa i hånden og sagde: ”Uh, hånden kold! ” og betragtede hendes små hudafskrabninger. Ella oplevede, hvordan Rosa adskilte sig fra levende babyer, samtidig med at Ella naturligvis ikke forstod begrebet ”død”. Det gjorde det mere forståeligt for Ella, at Rosa ikke kunne bo hos os, men at hun alligevel havde fået den lovede lillesøster.

Den første tid
Tiden efter bisættelsen var kaotisk, og vi havde ikke megen plads til vores egen sorg. Børnene nærmest ”klistrede” til os, sov alle tæt op ad os, spiste sparsomt og var triste og irritable. Der var en uge til skolestart, og ingen af børnene ville af sted og møde deres kammerater. Selma var bange for alle deres spørgsmål; Marius troede, han ville blive drillet. Der blev afholdt daglige møder med vuggestue, SFO og klasselærere for at sætte dem ind i vores og børnenes situation. Vi måtte forsøge at holde sammen på os selv og få en hverdag til fungere: Komme op om morgenen, få købt ind, få mad på bordet og læse godnathistorie, selvom vi var på sammenbruddets rand. Det var ren overlevelse, og vi havde sådan brug for, at børnene kom af sted nogle timer i løbet af dagen, så vi kunne få en anelse tid til os selv og hinanden.

Den efterfølgende tid
Børnene kom langsomt, men godt i gang med deres hverdag. Selma var bange for, at Ella også skulle dø og havde meget svært ved at tage afsked om morgenen. De havde alle – og har fortsat – utrolig mange spørgsmål og overvejelser om liv og død. Marius var bange for, om han selv pludselig kunne dø i sin seng. Og: ”Når vi nu ikke kunne genoplive Rosa – ville vi så kunne genoplive ham? ” Selma blev med ét meget bevidst om, at hun selv engang skulle dø, og at hun skulle miste sine forældre og bedsteforældre. Den barnlige tro på, at der ikke kunne ske dårlige ting for hende og hendes familie var væk, og verden syntes pludselig utryg og uforudsigelig.

Forældre i sorg
Det har været en stor opgave at skulle hjælpe 3 børn på forskellige udviklingstrin og med meget forskellige reaktioner igennem en så stor krise i vores familie. Ikke mindst da vi jo bærer på vores egen store sorg, og det er småt med energi og overskud. Mange spurgte os, om børnene ikke skulle i sorggruppe eller til psykolog, og spørgsmålene såede tvivl hos os, om vi kunne klare det selv. Men vi har oplevet, at børnene stille og roligt kom i trivsel, at rammerne omkring dem var de vigtigste, og det hjalp dem, at vi talte så meget om Rosa og tog deres spørgsmål alvorligt.

Børnenes forhold til deres døde lillesøster
Alle vores børn taler her 9 mdr. efter fortsat meget om Rosa, men mere i nogle perioder end andre. Marius har skabt gode billeder for os voksne om, hvor hun er. Han fantaserer om hendes liv i himlen, hvor regnbuen er som en rutsjebane, og hun flyver rundt på det papirfly, han lavede og gav hende med i kisten. Når himlen er farvet af morgenrøde, siger de ofte: ”Se, der er himlen lyserød – der er Rosa! ”, og ”Hej Rosa, har du det godt i himlen? ”. Og Ella udbryder pludseligt: ”Rosa er en lille ”ælling” (engel) oppe i himlen. Hun har vinger på”, og ”Mig også flyve! ”, og hun går ind og tager fe-vinger på. Og vi smiler og tænker samtidig, at vi virkelig aldrig håber, vi kommer til at opleve, at hun får rigtige englevinger. For nu ved vi, hvordan det er at miste et barn. Og det er den største sorg.

Tekst: Anne-Mette og Rasmus Haarup Lie
Fotos: Privat