Minderne skabte en kontakt til Jakob

Sidste år skulle Birgits mellemste søn, Jakob, være fyldt 18 år i november. Han blev født  tre måneder for tidligt, men overlevede ikke den hårde start på livet og døde efter en uge. For både Birgit og hendes ældste søn har det været vigtigt at holde mindet om Jakob i live og gøre ham til en del af hverdagen. I begyndelsen med faste ritualer. I dag er ritualerne ikke så hyppige, men Jakob har med sit billede på reolen og andre minder stadig en plads i familiens liv. I interviewet her kan du læse om, hvordan Birgit brugte minderne og ritualerne til at komme igennem sorgen.

Birgit og hendes mand har to andre sønner ud over Jakob, men Jakob er stadig efter 18 år en del af hverdagen.

Hvad gjorde du for at minde Jakob i begyndelsen?
Jeg tændte lys. Lys har altid betydet noget særligt. Det har givet mig en form for kontakt med Jakob. I starten var det flere gange om ugen. Så tændte jeg lys derhjemme i vindueskarmen. Det gør jeg ikke mere. Men hver gang, jeg går forbi Vor Frue Kirke, og den er åben, går jeg ind og tænder lys for Jakob. I starten mindedes jeg meget Jakob i den kirke, hvor han blev døbt og begravet, og jeg begyndte at gå regelmæssigt til Højmesse, det gør jeg meget sjældent nu. Det var meget vigtigt for mig at skabe den her ”connection” eller kontakt til ham. Jeg vidste også, da han stadig levede og var meget skidt, at jeg skulle have mange minder, og jeg bad alle besøgende om at tage noget med til ham. Noget fik han med sig i kisten, og noget har jeg gemt i en kasse. Jeg har også fotoalbums med alle hans billeder. Jeg forlod dem aldrig. Hvis jeg skulle noget, havde jeg med dem i tasken. Jeg turde ikke at slippe dem. Tænk hvis de blev væk, tænk hvis jeg glemte ham? I dag står de fint i reolen. Både min ældste søn og jeg har haft meget brug for at have ting, der minder os om Jakob. Vi har også et rigtig kistegravsted til ham, som har været godt for hans storebror at kunne besøge. Det kunne jeg aldrig drømme om at nedlægge. Jeg kommer der ikke så tit længere, men det er stadig rart at kunne passe det og besøge ham og tænde et lys for ham, og mine forældre kommer der ofte.

Gør du noget i dag for at have en tilknytning til Jakob?
De faste ritualer og mærkedage er nok blevet lidt mere løse. Vi kommer stadig omkring hans fødselsdag, men det er ikke sikkert, det lige er på dagen. Engang tog jeg fri fra arbejde, og børnene tog fri fra skole. Så var vi i biografen og spiste fødselsdagskage. Vi kom gerne med en lille bil eller andet legetøj til graven. Det har vi ikke gjort de seneste år. Måske hænger det sammen med, at han bliver 18 år næste gang. Men jeg ser ham måske stadig som et lille barn. Jeg skal hele tiden ændre tankemåde; hvordan kan det nu passe sammen?

Armbåndet symboliserer Jakob – og støtter samtidig Landsforeningen Spædbarnsdøds arbejde.

Jeg kan mærke, at det stadig er rart at have noget synligt – måske mest for mig selv – der symboliserer ham. For lidt tid siden købte jeg et armbånd fra Landsforeningen Spædbarnsdød. Det kan være rart at have noget, der markerer for mig selv, at han er med mig. Jeg har også en stjernebroche, hvor ingen andre end mig kan se, hvad den symboliserer. På juletræet har vi også en lille træbamse, som vi købte hos blomsterhandleren, da Jakob blev begravet. Den er blevet lidt løs, og i år måtte jeg hæfte den sammen med snor. Men hans ting er blevet lidt mindre højtidelige. Det gør ikke så meget, at Bamse er lidt slap og snart taber armen. I julen flyttede jeg dog hans billede til et lidt mere synligt sted. Han måtte godt komme lidt frem igen. Han var blevet lagt lidt for meget på en hylde og kommet for langt væk i min bevidsthed. Så tænker jeg lige ’hovsa’ – og gør noget konkret for at give ham plads igen.

Facebook fandtes ikke dengang. Har du haft brug for at minde ham offentligt?
Jeg har altid været åben omkring Jakob. Jeg taler stadig om ham, og når folk spørger, siger jeg altid, at jeg har tre børn. I begyndelsen talte jeg med Gud og hver mand om Jakob, og viste hans billeder. Vi havde også dødsannoncer i to aviser, og der var mange med i kirken. Det var utrolig vigtigt at vise, at han har været her. Jeg skrev også en artikel til Samvirke, og jeg skrev et bidrag til bogen ”Meget små børn” om for tidligt fødte. Det betød meget at gøre det synligt for andre. Det er det eneste, jeg kan gøre for Jakob: At fortælle folk om ham og fortælle, at det sker. Ikke kun med Jakob. Men alle de små børn – de forsvinder ikke bare i den blå luft. De er her hos os, altid. På den måde tænker jeg heller ikke, at han er ’væk-væk’. Det hjælper mig til at have kontakt med ham og sørger for, at han altid er med os.