Hvor mange børn har du?

Hvor mange børn har du?

De fleste kender til helt almindelige hverdagsspørgsmål, mennesker stiller hinanden som generel smalltalk: ”Har du børn”? Eller: ”Hvor mange børn har du”? Men det er ikke så simpelt et spørgsmål at svare på for forældre, der har mistet et barn. For tæller vi barnet med? Vi har jo ikke barnet hos os længere, og bliver folk skræmte, når vi fortæller, at vi mangler ét? På den anden side kan det fylde os med dårlig samvittighed og en underlig smag i munden, hvis vi nøjes med at nævne de levende, eller fortæller vi har et barn, når vi nu ikke kan vise det frem. For nogle er svaret klart – for andre igen, er det svært, om de skal tælle deres døde barn med eller ej?

Her kan du læse tre små fortællinger fra andre forældre, om hvad de gør, når de får spørgsmålet.

Camilla, mor til Arthur

Vi mistede Arthur i november 2014, da han var seks dage gammel. Jeg har valgt, at det kommer an på omstændighederne, om jeg tæller ham med. I mit hjerte, i vores familie og i vores netværk har vi én dreng (vi har ikke andre børn end ham). Men til kundemøder og lignende på arbejdet, siger jeg ikke nødvendigvis ja, når jeg bliver spurgt, om jeg har børn.

Jeg vælger at sige, at det er et stykke historie, der er meget privat, og som ikke alle har ‘optjent ret’ til at vide om mig. Samtidig ved jeg, at han altid vil være min nummer 1. Jeg har derfor helt undgået den dårlige samvittighed – måske også fordi, jeg fortæller åbent om min ‘strategi’ til familie, venner og kollegaer. Alle ved derfor, at han jo selvfølgelig er mit første barn, men at det kommer an på omstændighederne, om folk får det at vide.

Majbrit, mor til Felix
I mit hjerte har jeg to dejlige drenge. Et englebarn på 3 1/2 år og min levende søn på snart 3 år. Men når jeg bliver spurgt til, hvor mange børn jeg har, svarer jeg 9 ud af 10 gange ét. Min lille Felix døde i min mave i uge 16. Folk, der ikke har oplevet en forælders sorg over sit døde barn, kan ikke sætte sig ind i, at han var et rigtigt menneske, som aldrig fik sin chance i livet. Jeg bærer mit eget minde om ham i et hjerte i min halskæde sammen med et hjerte for hans lillebror Phillip. Ligeledes vokser hans sjæl i det smukkeste træ i vores have. Men jeg græder indvendig, hver gang jeg siger, jeg kun har et barn.

Kristian, far til Karoline

Vi mistede Karoline i oktober 2011, hvor hun døde i mine kones mave i 7. måned. Karoline var på tidspunktet vores tredje barn ud over vores to drenge – senere er der kommet endnu en pige til. I starten havde vi begge brug for at sige, at vi havde tre børn, når vi blev spurgt. Ellers var det som om, vi ville glemme og svigte Karoline. I dag er det mere en afvejning af, hvem jeg møder. Er det en, jeg har lyst til at dele hele historien med? Jeg føler, at jeg har fire børn, så måske er det det, jeg bør sige? Men hvis jeg siger fire, er jeg nødt til at skulle forklare alt muligt, og det er forskelligt, hvordan folk reagerer. Nogle klapper i som en østers og ved ikke, hvad de skal sige. Det vil nok altid være et spørgsmål, der vækker mange følelser i mig. For der er ikke noget rigtigt eller forkert svar. Jeg mærker også, at jeg ofte kommer til at bruge to sekunder for lang tid på at svare, hvis spørgsmålet kommer – og så bliver det akavet, fordi folk kan mærke, at svaret ikke kommer naturligt. I dag har jeg det fint med at sige, at jeg har tre børn, for eksempel under en præsentationsrunde i en ny sammenhæng. Min kone fandt også ud af at sige, at hun havde to drenge (før Karolines lillesøster blev født). Det fungerer også godt for os. Så lyver vi i hvert fald ikke.