”Hvad gør vi nu, lille du…”
De små lyserøde strømper lå øverst i tasken, der var pakket og klar til opholdet på Riget, hvor vi skulle lære at være forældre. Forældre til enæggede tvillingepiger.
Det var en aften i november, aftenen før den største begivenhed i vores liv. Dagen vi havde ventet på med glæde og længsel. Men på under en time ændrede vores liv sig fra den ultimative lykke til den største sorg et menneske kan forestille sig: Vi mistede vores to piger, Madeleine og Zirene (Madeleine nåede at blive døbt og Zirene navngivet).
Jeg tænker tit på de små lyserøde strømper, der lå øverst i tasken, og på hvordan livet skulle have været.
I stedet for barnedåb skulle vi pludselig til at arrangere mindeceremoni for vores piger. Surrealistisk.
Barnedåb, som allerede var fastsat med dato. Den 29. marts 2014. Datoen for vores kobberbryllup. Det skulle have været en fest, en kæmpe fest: For os, vores kærlighed, vores to ønskebørn og ikke mindst vores kærlighed til og for dem.
Dagene, ugerne, månederne gik og datoen nærmede sig. Hvad stiller man op med sådan en dag? Man vil helst ikke tænke tanken. Skal man fejre den, skal den gå i glemmebogen eller skal man lade dagen være dagen og bare forsøge at være til?
NEJ!
Det kom til mig en dag i fitnesscentret, da jeg løb i tungt trav på løbebåndet.
Løb med pigerne
Den 29. marts 2014 lyder startskuddet til VM i halvmaraton i København. DET GØR VI (jeg og pigerne).
Vi skal fejres, og de skal fejres. Vi skal fejres for at have holdt hinanden ud i alle de år. De skal fejres, fordi jeg fik lov at bære dem i 9 måneder. De bedste 9 måneder af mit liv, som jeg kun kan tænke tilbage på med et stort smil. Fejres fordi vi fik lov at lære dem at kende og kunne mindes dem og duften af dem. Fejres for de små finurligheder de var, der har bragt smil på vores læber og ubetinget kærlighed i vores hjerter.
Missionen var i gang. Jeg fik fat i en billet. To løbetrøjer fra Landsforeningen Spædbarnsdød blev hentet: En til mig og en til mit personlige heppekor, min mor. På forsiden af T-shirten fik jeg trykt billeder af pigerne og på bagsiden deres hånd- og fodaftryk med længde, vægt og navne.
Den 29. marts lød startskuddet. Madeleine og Zirene blev fejret gennem Københavns gader – 21,095 km. Sikken en fest. Vi havde sat os en mission: At klappe så mange tilskuere i hænderne som muligt – børn som voksne, og der gik ikke mange kilometer, før vi stoppede med at tælle.
Vi kom over målstregen i tiden 1:54:39. Ikke min bedste tid på en halvmaraton, men det bedste løb jeg til dags dato har løbet. Jeg løb for og med vores piger. Tanken om, hvor stolte de ville være af deres mor, fik mig til at smile og glædes. Glædes ved at have haft dem i mit liv, selvom det var for en kort stund. Styrken til at gennemføre, min kondi og situation taget i betragtning, gav de mig.
Kobberbryllupsfest
Klokken var 18. Det runde bord i entreen var klart. Et par enkelte billeder fra vores bryllupsdag for 12½ år siden og i midten et billede af pigerne i deres dåbskjoler. T-shirten og medaljen lå ved siden af gæstebogen. Gæsterne begyndte at komme.
Det var en fantastisk aften, hvor vi blev fejret, og de blev fejret. En aften hvor alle var glade og vi ikke behøvede at dvæle ved det tragiske, der er overgået os, vores familie og venner. For pigerne var med hele vejen. Deres sjæl fyldte rummene, vores hjem, deres hjem og alles hjerter. På en god måde for vi giver plads til, at de har været her og ALTID vil være her, være en del af os og vores liv, hvor end vi er og kommer. Deres små ansigter bød gæsterne velkommen og sagde godnat, da de sidste gik efter en lang, skøn aften.
Godt gået af vores tvillingepiger, Madeleine & Zirene, efter et VM halvmaraton.
Tekst: Melissa Kops
Fotos: Privat
