Den søndag kan jeg tale om ham
I august 1996 mistede Dorrit sin søn Elias Matias ved fødslen. I november samme år deltog hun for første gang i Landsforeningens Spædbarnsdøds Alle Helgens Gudstjeneste i Aabenraa. Siden har hun været med hvert eneste år som deltager. Desuden har hun – med undtagelse af en årrække, hvor hun fungerede som frivillig gruppestarter – stået som arrangør siden 1997. Her kan du læse, hvorfor Alle Helgens Dag er så vigtig for hende mange år efter.
Hvordan var det at deltage dengang for 18 år siden?
Dengang var det et endnu større tabu end i dag, fordi han var dødfødt. Der var ingen, der snakkede om det, og folk troede, at det var en abort. Jeg havde brug for, at nogen syntes, det var et barn. Det skete ved den gudstjeneste, hvor mit barns navn blev sagt højt, og der var andre end mig, der hørte det. Landsforeningen Spædbarnsdød blev min personlige redning, hvor jeg for første gang nogle, der forstod, hvad jeg snakkede om, og som selv havde prøvet det. Nogle af dem betyder stadig meget for mig i dag. Dengang var der ikke Facebook og fora på nettet, hvor man kunne chatte og møde andre. Så jeg tog til alle de arrangementer, der var.
Hvorfor kommer du stadig til gudstjenesten så mange år efter?
Fordi den er lige så vigtig, som mine levende børns fødselsdag, og det er en af årets mærkedage. Normalt kan jeg gå på kirkegården, gøre det pænt og tænde et lys. Alle Helgen er en dag, hvor jeg kan have mit barn med i det offentlige rum. Det er for mig en ganske særlig dag, hvor mit døde barn har lov til at komme i centrum. Det er noget særligt, at vi gør det samtidig i hele landet, og at vi er rigtig mange. Det rører mig dybt hvert år, når klokken ringer – så ved jeg, at den gør det mange steder i landet. Præsten giver en meget personlig prædiken til alle os, der har mistet. Det betyder meget, at Matias’ navn bliver læst op, fordi der ikke er ret mange, der taler om ham længere. Det er kun mig selv og mine allernærmeste. En gang om året har jeg denne mulighed for at fortælle, at jeg skal i kirke på søndag, og hvorfor jeg skal det. Det er rigtig vigtigt for mig, at jeg får lov at tale om ham den søndag.
Hvorfor arrangerer du Alle Helgens Gudstjeneste?
De frivillige i Aabenraa stoppede året efter i 1997, og jeg kunne ikke undvære den gudstjeneste. Jeg var gravid med min datter på det tidspunkt, så jeg var nok ikke begyndt så tidligt som frivillig, hvis ikke det havde været nødvendigt. Der kommer mange forældre til Alle Helgen, så det var meget vigtigt for mig, at der var et arrangement i Aabenraa. Hvert år kommer der folk fra dengang, hvor jeg mistede, og det betyder rigtig meget at se dem igen. Samtidig er jeg meget fokuseret på at byde velkommen til de nye, der kommer, jeg skynder mig at informere om kaffebordet efter gudstjenesten, og jeg siger altid farvel til hver enkelt. Jeg holdt en pause i en årrække, hvor jeg var gruppestarter (i forældregrupperne, red.). Men for fem-seks år siden, blev jeg spurgt, om jeg ville arrangere Alle Helgen igen, og det ville jeg gerne. Det kræver jo ikke ret meget.
Hvad kræver det af dig?
Vi har et godt samarbejde med kirken, som vi har opbygget over årene, og de står for alt det praktiske. Kirken køber også alt til kaffebordet, så jeg skal faktisk bare lægge ud for regningen. Efter gudstjenesten skriver jeg kort til sekretariatet, om der var noget særligt, hvor mange der kom osv. Sidste år flyttede vores præst, som har stået for det, siden jeg begyndte at arrangere Alle Helgens Dag, men vi har fået en ny, der har videreført gudstjenesten i vores ånd. Da den tidligere præst holdt afskedsreception sidste år, var jeg repræsentant for Landsforeningen Spædbarnsdød, og jeg holdt en tale. Det var vigtigt for mig at fortælle hende, hvor vigtig den gudstjeneste er for alle os forældre og takke hende. På den måde kom jeg også ud med vores budskab til de 300 gæster.
