”I dag har jeg et godt liv”

”I dag har jeg et godt liv”

Manja Lykke Alvagård mistede sin søn Matti, da han kun var seks uger gammel. I dag er det fire år siden, og selv om hun stadig kan blive ked af det, er følelserne anderledes, end de var den første tid. Især har det hjulpet hende godt videre i sorgprocessen at tale med andre, der har mistet.

Af Pernille Verner Madsen

I dag er det ret præcist fire år siden, at Manja Lykke Alvagård og hendes mand René Alvagård mistede deres lille, næsten nyfødte søn. Manja husker tydeligt den første tid.

”I tiden lige efter var det hele virkelig noget lort for at sige det rent ud. Det var bare sorg det hele. Jeg havde ingen energi og havde ikke lyst til noget som helst. Jeg kunne tydeligt huske, hvordan Matti duftede, hvordan han var, og hvilket tøj han havde haft på. Det var så tæt på det hele, og jeg kunne slet ikke slippe væk fra det”, fortæller 31-årige Manja.

”Lige efter vi havde mistet ham, havde jeg det sådan, at ”hvorfor stå op, og hvorfor gå i seng, og hvorfor gøre noget som helst – det hele er jo lige meget”. Jeg brugte også mange kræfter på at flygte fra tankerne om Matti. Vi så en masse film, for så skulle vi ikke forholde os til noget. Jeg begyndte også at spille computer for aflede tankerne – det har jeg aldrig gjort før”, husker Manja.

Hjalp at møde andre

Både Manja og hendes mand gjorde meget brug af Landsforeningen Spædbarnsdøds tilbud. De deltog både i temaaftener og senere også i forældreseminar. Og igennem samtaler med en af foreningens rådgivere fandt de sammen frem til, at Manja havde brug for en kontaktperson, som hun havde tæt kontakt til. Og ud over det gik Manja også i en efterfødselsgruppe for kvinder, der havde mistet.

Langsomt begyndte hun at føle, at hun kunne trække vejret igen.

”Det var uundværligt at møde andre i en lignende situation. Det var virkelig guld værd at tale med forældre, der også havde mistet. Vi fik jo nogen at dele med det, og vi var pludselig ikke alene om det. Det støttede bedre, end nogen psykolog kunne gøre det. Jeg tror simpelthen, man skal tale med andre for at overleve”, siger Manja.

Hurtigt gravid igen

Få måneder efter, at Manja og hendes mand havde mistet Matti, blev Manja gravid igen. Parret har i dag en søn, Mikki, på tre år. Matti fylder stadig i Manjas liv, men på en anden måde end før.

”Jeg tænker stadig på ham hver dag på et eller andet tidspunkt. Det kan fx være, hvis jeg ser hans billede på væggen, eller hvis Mikki snakker om ham. Men det er mere flygtigt og slet ikke, som det var i tiden lige efter, vi havde mistet ham. Dengang kunne jeg slet ikke slippe væk fra det – der fyldte savnet og sorgen 99% af mine tanker. I dag har vi et liv ved siden af ham, og jeg kan mere hoppe lidt frem og tilbage i tankerne om ham, som jeg selv har lyst til”, siger Manja.

Angsten for at miste sidder dog stadig i Manja. Hun har oplevet at hive Mikki op fra sengen og begynde at give ham førstehjælp, fordi hun troede, han var død – selv om han bare sov. Og selv om han i dag er tre år gammel, bliver hun stadig ofte bekymret.

”Hvis han fx sidder og spiser morgenmad, og jeg lige er ovenpå for at gøre mig færdig, så er jeg nødt til at råbe ned til ham hvert femte minut for at være sikker på, at han ikke har fået havregrynene galt i halsen. Og hvis René kommer lidt senere hjem end planlagt og ikke lige ringer, så er en af mine første tanker, at nu er han nok kørt galt”, siger Manja.

Kan stadig blive ked af det

Manja er for kort tid siden startet op som selvstændig, og familiens liv er i dag på mange måder som en helt almindelig børnefamilies.

”Jeg kan stadig blive ked af det, men så er det mere i forhold til et eller andet. I sidste uge var jeg fx ude på en institution for handicappede i forbindelse med mit arbejde. Der tænkte jeg på Matti, og på hvordan vores liv havde været, hvis han havde levet videre. Og så kom jeg til at tænke over det hele igen og blev rigtig ked af det”, fortæller hun.

Alt det, Manja og hendes mand har været igennem, har også ændret perspektiv på tilværelsen.

”Jeg har virkelig lært, at jeg skal sætte pris på tingene. Nogle gange kan jeg tænke: ”Shit, mand, se hvad vi har! Tænk, at jeg har et levende barn”, siger hun.

Manja vil anbefale alle, der har mistet, at bruge Landsforeningen Spædbarnsdøds tilbud.

”Det er så vigtigt at møde andre i en lignende situation og også at søge information om andre, der har mistet. Jeg føler, at jeg har et godt liv i dag på trods af det, vi har været igennem. Jeg tror, det skyldes nogle af de tilbud, vi tog imod dengang, og de mennesker vi har mødt i processen”, siger hun.

For fire år siden

I december 2011 var Manja Lykke Alvagård på vej hjem fra julefrokost med sin seks uger gamle søn, Matti. Matti lå i en autostol på bagsædet, og Manja sad ved siden af, mens hendes svigermor kørte bilen. Manjas mand kørte i en anden bil.

Pludselig hørte Manja nogle mærkelige lyde fra autostolen. Hun var hurtigt klar over, at der var noget helt galt og fik hevet Matti op af stolen. Han trak ikke vejret og var blå. Manja, der lige havde taget førstehjælpskursus, gik i gang med at give Matti hjertemassage, mens hendes svigermor ringede til alarmcentralen.

På Holbæk Sygehus fik lægerne liv i Mattis krop igen, men hans hjerne havde på det tidspunkt taget voldsomt skade. Parret besluttede sammen med lægerne at slukke Mattis respirator, da scanninger ikke viste nogen hjerneaktivitet. På få minutter sov den lille dreng ind, mens Manja sang for ham.

Obduktionen viste senere, at Matti havde umodne lunger, men gav ellers intet svar på, hvorfor han døde helt uventet.