Kontaktpersonforløb

Landsforeningen Spædbarnsdøds frivillige kontaktpersoner er forældre, der selv har oplevet at miste et barn. De frivillige har alle gennemført grunduddannelsen, ligesom de løbende deltager i relevante efteruddannelsestilbud og får supervision fra sekretariatets rådgivere.

Kontaktpersonerne kan tilbyde at lytte og spørge ind til dig og din oplevelse med at have mistet og – hvis du ønsker det – fortælle om nogle af deres egne erfaringer med at miste. De fleste forældre vil gerne matches på tabsomstændighederne, og nogle vil også gerne matches på andre livsomstændigheder som for eksempel fertilitetsproblemer, søskende eller andet. Et kontaktpersonforløb foregår over telefonen og er et tilbud på cirka 3-5 samtaler af højst en times varighed.

For at få en kontaktperson skal du først tale med en rådgiver, der vil formidle kontakten til den frivillige medarbejder. Endvidere skal du være medlem af foreningen.

 

”Jeg følte mig så alene, da min datter døde, og jeg havde sådan brug for en at tale med, der havde prøvet det samme som mig. Det var dejligt at tale med den frivillige, og det gav mig håb om, at jeg også nok skulle klare det.”

 

Sådan kontakter du os


Ring på: 39 61 24 51 eller Skriv en mail: forening@spaedbarnsdoed.dk

Telefonerne er åbne på hverdage mellem kl. 9.00 - 14.00 og mails besvares alle hverdage.

Landsforeningen Spædbarnsdød er for alle, der mister et lille barn
– på et hvilket som helst tidspunkt i graviditeten, under fødslen eller i barnets første leveår.