Forældreseminaret afholdes over to dage, hvor I gennem oplæg og samtaler i mindre grupper har mulighed for at få viden om sorg og andre relevante emner. Weekenden ledes af to af foreningens rådgivere.

Sammen med de øvrige forældre kan I udveksle tanker og oplevelser omkring det at have mistet et barn og få idéer til, hvordan I kan imødekomme de udfordringer, der måtte være.

På seminaret fokuserer vi blandt andet på sorg, både individuelt og hvad det gør ved vores relationer. Andre temaer er for eksempel: ’Tilbage til arbejde eller studie’, ’Gravid igen – (Tør vi? Kan vi? Vil vi?)’ og ’Parforhold’. Der vil være en vekslen mellem korte oplæg fra rådgiverne, styrede samtaler i plenum, tematiserede samtaler i forskellige mindre grupper og tid til jer selv og til at være sociale med de andre deltagere.
For at kunne deltage er det en forudsætning, at I er indstillet på at skulle høre om de andre forældres tab samt deltage i samtaler i mindre grupper. Vejledende deltagerantal på seminarerne er cirka 10-20 forældre. Inden I beslutter jer for, om I ønsker at deltage, kan det være en god ide at tale med en rådgiver.

Praktisk

Tid: Næste forældreseminar er: den 18 – 19. november 2017

Sted: Forældreseminaret afholdes på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia

Pris: for seminaret inklusive overnatning og forplejning er 875,- pr. forælder.

Medlemskab af foreningen er en forudsætning for deltagelse. Hvis du/I ikke er medlem(-mer), er genvejen her: http://spaedbarnsdoed.dk/produkt-kategori/medlemskaber/

TILMELDING TIL FORÆLDRESEMINARIET HER

Når vi har modtaget tilmeldingen, vil I blive ringet op af en rådgiver, der afklarer jeres forventninger og eventuelle spørgsmål omkring forældreseminaret.
Kontakt os endelig: Hvis I vil høre mere om seminaret, kan I altid kontakte sekretariatet på telefon 3961 2451 eller sende os en mail.

Tidligere deltagere har udtalt følgende om deres oplevelse med forældreseminaret:

”Man kan bare komme, som den man er. Der er ikke nogen, der forventer, at jeg er glad eller ked af det.”


”Jeg var selv ret skeptisk og måske også lidt nervøs over at skulle være på et helt weekendseminar med temaet ’sorgen over at have mistet’. Jeg var nervøs for, hvordan det ville være at skulle dele min sorg og tanker med så mange og i så intenst et forløb. Men til min positive overraskelse fandt jeg ud af, at det var rigtig rart og trygt at være på seminariet, og det var rart at være i et forum, hvor det ikke var underligt at tale om sorg, døde børn, begravelse af børn, mm. Jeg kan virkelig anbefale det.”


”Det var rart at få mine følelser og reaktioner genkendt og accepteret af andre i en lignende situation. Jeg har fået lov til at være mor på lige fod med omgivelserne. Det er en dejlig oplevelse.”

Sådan kontakter du os


Ring på: 39 61 24 51 eller Skriv en mail: forening@spaedbarnsdoed.dk

Telefonerne er åbne på hverdage mellem kl. 9.00 - 14.00 og mails besvares alle hverdage.

Landsforeningen Spædbarnsdød er for alle, der mister et lille barn
– på et hvilket som helst tidspunkt i graviditeten, under fødslen eller i barnets første leveår.