At være med i en forældregruppe giver mulighed for at dele tanker og erfaringer med forældre, der står i en lignende situation. En forudsætning for at deltage i en forældregruppe er derfor, at man er parat til at kunne rumme andres historier og reaktioner – også når disse adskiller sig fra egne erfaringer med at have mistet.

Forældregrupperne består af 2-4 par og/eller enlige forældre. Deltagerne mødes cirka fire gange med 14 dages mellemrum på skift i hinandens hjem. To foreningens frivillige medarbejdere deltager i møderne og hjælper med at sætte rammerne for kommunikationen i gruppen. Gruppen kan efter de fire møder fortsætte forløbet på egen hånd, hvis deltagerne ønsker dette.
Alle vores frivillige medarbejdere har gennemført foreningens grunduddannelse, ligesom de løbende deltager i relevante efteruddannelsestilbud og får supervision fra sekretariatets rådgivere. De frivillige medarbejdere er også forældre til et dødt barn.

For at deltage i en forældregruppe, skal man være medlem af foreningen. Kontakt en rådgiver hvis du/I er interesseret i at høre mere og eventuelt blive skrevet op.

 

”Det var en stor hjælp at mødes med andre forældre i en gruppe. De stod jo lige præcis der, hvor vi selv var, og pludselig føltes alt mere normalt og ikke længere så ensomt.”

Sådan kontakter du os


Ring på: 39 61 24 51 eller Skriv en mail: forening@spaedbarnsdoed.dk

Telefonerne er åbne på hverdage mellem kl. 9.00 - 14.00 og mails besvares alle hverdage.

Landsforeningen Spædbarnsdød er for alle, der mister et lille barn
– på et hvilket som helst tidspunkt i graviditeten, under fødslen eller i barnets første leveår.