Fædregruppe

I Landsforeningen Spædbarnsdød oplever vi en stor interesse for fædregrupper, hvor man kan dele tanker og erfaringer med andre mænd.

At være med i en fædregruppe giver mulighed for at dele tanker og erfaringer med fædre, der står i en lignende situation. En forudsætning for at deltage i en fædregruppe er derfor, at man er parat til at kunne rumme andres historier og reaktioner – også når disse adskiller sig fra egne erfaringer med at have mistet.

Landsforeningen Spædbarnsdød tilbyder at afholde fire aftener á 2 – 2,5 time med korte oplæg blandt andet omkring sorg & relationer, sorg & egen identitet samt sorg & arbejdsliv. Aftenen vil være en vekslen mellem oplæg og dialog.

Grupperne bliver oprettet lige så snart, der er minimum 5 deltagere indenfor et geografisk overskueligt område. Gruppen mødes enten på skift hos hinanden eller i lånte lokaler. Præcise datoer og mødetidspunkt fastsættes, når grupperne etableres. En medarbejder fra foreningen deltager i møderne og hjælper med at sætte rammerne for kommunikationen i gruppen. Gruppen kan efter de fire møder fortsætte forløbet på egen hånd, hvis deltagerne ønsker dette.

For at deltage i en forældregruppe, skal man være medlem af foreningen.

Skriv en mail til os, hvis du er interesseret eller har spørgsmål: forening@spaedbarnsdoed.dk, skriv “fædregruppe” i emnefeltet.