Af Ditte Toft Juste

Landsforeningen Spædbarnsdød vil gerne sætte fokus på at skabe synlighed om sorg og skabe et hverdagssprog for sorg. For der er stadig mange forældre, der oplever at folk omkring dem bliver mundlamme, når talen falder på spædbarnsdød. Vi skal turde tale om sorg, række hånden ud til dem, der har mistet og vise at vi kan meget alene, men sammen kan vi mest. Liv&Død prisen er en smuk anerkendelse og håndsrækning til os alle.

Liv&Død Prisen 2017 gik til Landsforeningen Spædbarnsdød

Der var bobler i glassene og glæde i øjnene hos de mange gæster, da formanden for Landsforeningen Liv og Død Inge Nesgård bød velkommen til overrækkelsen af Liv&Død Prisen 2017.

I den netop indviede lounge i de højloftede ældre lokaler på Nikolaj Plads i indre København, hvor Liv&Død holder til, så alle gæster ud til at nyde talerne, traktementet og ikke mindst en nyfortolkning af fire kendte danske salmer, som musiker Claes Wegner stod for i anledning af prisoverrækkelsen.

I sin tale omkring begrundelsen for, hvorfor prisen i år går til lige netop Landsforeningen Spædbarnsdød, sagde Inge Nesgård blandt andet:
”Vi er stolte over at kunne give prisen til Landsforeningen Spædbarnsdød, der rækker hånden frem til de, der oplever at miste et spædbarn. At miste er altid slemt, at miste et spædbarn er et ufatteligt tab. Generelt bliver mange mennesker lidt kejtede, hvis de står over for forældre, der har mistet et spædbarn. Landsforeningen Spædbarnsdød gør et kæmpe stykke arbejde, og I formår at sætte ord på og give taletid til de forældre, der oplever at miste et spædbarn”.

Grundigt forberedte

Der var 29 indstillinger i år til Liv&Død Prisen, og der var en stor bredde i de mange indstillinger, hvilket Inge Nesgård ser som noget meget positivt. Det viser, mener hun, at der er mange, der ønsker at nedbryde det tabu, der er omkring døden.
”Det var hård konkurrence om årets pris, og jeg og foreningen Liv&Død vil gerne af hjertet takke alle de, der var indstillet, men som ikke fik prisen i år for at være her og fejre dagen. Tak fordi I har taget jer tid til at komme i dag”, sagde Inge Nesgård.
Liv&Død Prisen er blevet uddelt siden 2011, så det er syvende gang, Inge Nesgård sammen med bestyrelsen beslutter, hvem der skal modtage prisen.
”Det foregår gerne på et telefonmøde, hvor bestyrelsen har lavet et gedigent forarbejde, så vi er grundigt forberedt til at træffe en beslutning. Vi fortæller hver især, hvem vi mener skal have prisen og hvorfor, og så taler vi det igennem og lander på en fælles beslutning”, fortalte Inge Nesgård umiddelbart efter prisoverrækkelsen og talerne.

Ingen må stå alene

På vegne af Landsforeningen Spædbarnsdød modtog sekretariatschef Birgitte Horsten Liv&Død Prisen 2017 og den medfølgende smukke buket blomster samt en check på 10.000 kroner. Hun var synligt glad over at modtage prisen og i sin efterfølgende tale, takkede hun blandt andet for den anerkendelse, der ligger i at modtage prisen.
”Vi er stolte som organisation, fordi det er en stor anerkendelse af det arbejde vi laver hver dag. Både for forældrene, der har mistet deres elskede børn, det politiske arbejde vi gør, for at sikre synlighed, ligestilling og ordentlige forhold for forældre, der mister et barn. Og ikke mindst det arbejde vi laver for at skabe synlighed om sorg og spædbarnsdød.

Og vi er stolte og rørte på alle forældrenes vegne, fordi I ved at tildele os prisen er med til at skabe den synlighed og vise, hvor ufattelig en sorg det er at miste et barn, og hvor vigtigt det er, at vi alle gør vores yderste for mennesker i sorg både fagligt og i det nære netværk”, sagde Birgitte Horsten.

Landsforeningen Spædbarnsdød vil gerne sætte fokus på at skabe synlighed om sorg og skabe et hverdagssprog for sorg. For der er stadig mange forældre, der oplever at folk omkring dem bliver mundlamme, når talen falder på spædbarnsdød. Så der er tabuer, der skal nedbrydes, hvilket er helt i tråd med det arbejde, som Liv&Død også hver dag laver og på den baggrund hvert år uddeler deres pris for.
”Ingen skal føles sig alene, når døden rammer os – ingen MÅ stå alene. Tak!”, sluttede Birgitte Horsten sin tale.