Konfererence om Spædbarnsdød og Familier I Sorg

Konference om spædbarnsdød besvarer vigtigt spørgsmål

Af Journalist, Ditte Toft Juste

Hvordan hjælper vi forældrene bedst muligt i deres sorg, når de mister et spædbarn?

Dette var det overordnede tema for konferencen, september 2017, arrangeret af Jordemoderforeningen og Landsforeningen Spædbarnsdød, og det spørgsmål blev besvaret fra flere sider ud fra den nyeste forskning og praksisviden.

De forskellige aspekter af sorgen efter at have mistet et spædbarn blev grundigt belyst, og oplæggene dagen igennem havde også fokus rettet mod, hvordan man bedst muligt mindsker risikoen for komplicerede sorgreaktioner samt hvordan man som fagperson støtter op om og sikrer tilknytningen til kommende børn.

En samtale førte til en konference
Der var inviteret fem oplægsholdere, der alle med hver deres faglige baggrund og forskellig erfaringsmæssigt udgangspunkt, ledte deltagerne gennem konferencen, der blev afholdt på Rigshospitalet.
Deltagerne var jordemødre, hospitalspræster, sygeplejersker, frivillige fra Landsforeningen Spædbarnsdød, sundhedsplejersker, psykologer, fødselslæger og sorgforskere.
Det var sekretariatschef ved Landsforeningen Spædbarnsdød Birgitte Horsten, der bød velkommen, og hun understregede, at dagen var en kærkommen mulighed for at ”dele viden, dele ideer og dele inspiration”. Konferencen blev en realitet efter en samtale mellem Birgitte Horsten og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo, hvor de blandt andet talte om den meningsløshed og den følelse af meningstab forældre oplever, når deres spædbarn dør.

Kompetenceløft
Den første der tog mikrofonen på denne onsdag formiddag i auditorie 1 på Rigshospitalet var psykolog og ph.d ved Aarhus Universitet Mai-Britt Guldin. Hendes oplæg tog udgangspunkt i den seneste forskning inden for sorg, og hun præsenterede de væsentligste hovedpunkter fra det, hun betegnede som ”det største sorgstudie nogensinde, som jeg kender til”.
Hun gennemgik det meget omfattende forskningsprojekt, som hun har været en del af sammen med andre forskere på Aarhus Universitet.
”Jeg håber på, at deltagerne i dag får en øget viden om sorg, for vi er inde i en periode, hvor feltet har brug for et kompetenceløft. Vores undersøgelser tyder på, at der er behov for mere viden blandt sundhedsfaglige personer i at opspore behandlingskrævende sorgreaktioner endnu tidligere”, sagde Mai-Britt Guldin umiddelbart efter sit oplæg. Hun understregede, at kompetenceløftet er nødvendigt, når det handler om de komplicerede sorgreaktioner, hvor det er så vigtigt med en tidlig indsats.

Skabelsen af barnets status
Næste oplæg stod Dorthe Hvidtjørn, jordemoder ved Aarhus Universitetshospital, lektor og ph.d ved Syddansk Universitet for. Hun præsenterede blandt andet – på vegne af jordemoder og master i sundhedsantropologi Mathilde Lindh Jørgensen, der pludseligt blev forhindret i at komme – et projekt, der belyser, hvordan jordemødres ritualiserende handlinger påvirker skabelsen af barnets status.
Mathilde Lindh Jørgensen har undersøgt hvordan jordemødre og par indgår i forhandlinger om hvem eller hvad barnet er.
Personalets anerkendelse og forståelse af barnet og sorgen er på den ene side så utrolig vigtig og essentiel for forældrene, når de mister et barn, men den sociale status et dødfødt barn har, er ikke givet på forhånd. Det døde barn omgærdes af ritualer i handlinger og ord, som er med til at skabe barnets status for det enkelte forældrepar. Det være sig som person, menneske eller “blot” drømmen om barnet. Derfor spiller jordemødrene så vigtig en rolle med deres ord, råd og nærvær. Og samtidig er det så vigtig en balance, hvor de både skal informere, give erfaring videre, lytte til forældrene, og forstå “hvad” det er, de har mistet.
Herefter blev deltagerne i auditoriet præsenteret for de vigtigste resultater af et større forskningsprojekt, som Dorte Hvidtjørn har været med i, hvor 838.331 mødre har deltaget gennem en lang årrække. Ud af disse oplevede 7690 at få et dødfødt barn eller miste barnet i den første uge efter fødslen. Forskningen viste, at de mødre der mistede et barn, enten ved dødfødsel eller kort efter fødslen, havde en signifikant forhøjet risiko for at blive ramt af psykiske problemer. Det overraskende i dette forskningsprojekt var dog, at disse mødre også havde en markant forhøjet risiko for at omkomme i en trafikulykke.

Citater, fotos og konkrete eksempler
Den vigtige viden, der tilegnes gennem kvalitative interviews med forældre, der har mistet, var også på dagsordenen til konferencen. Camilla Bruheim, der er jordemoder på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, holdt et oplæg om sit masterprojekt ”Mistet barn – forhandlet moderskab”. Oplægget adskilte sig fra de forrige med citater fra mødre, der har mistet, fotos fra en af interviewdeltagernes hjem og konkrete eksempler fra de interviews, som Camilla Bruheim har lavet i forbindelse med sit kvalitative forskningsstudie.
I sit masterprojekt søgte hun svar på spørgsmålet ”hvordan er man mor til et dødt barn?”
Gennem interview med kvinder der har mistet, har Camilla Bruheim undersøgt, hvilke erfaringer og overvejelser kvinderne gør sig om det at være mor til et mistet barn.
Hun præsenterede desuden de problematikker, som mødrene følte, der kunne ligge i at være mor til et dødt barn i en kultur, hvor moderskab almindeligvis forbindes med det at have levende børn, og hvor foster- og spædbarnsdød trods øget åbenhed herom, stadigvæk er fænomener, der er omgærdet af tabu og tavshed.

Når den hidtidige praksis fædrene?
Også Landsforeningens Spædbarnsdød fik ordet, da sekretariatschef Birgitte Horsten delte sin praksisviden og holdt oplægget ”Hvordan arbejder man i praksis med familier i sorg – og overser vi fædrene?”
Hun fortalte om det terapeutiske og rådgivningsfaglige arbejde med de mange familier, der hvert år mister et spædbarn, og hvad der er vigtigt for parrene i tiden umiddelbart efter, de har mistet et barn.
I oplægget kom Birgitte Horsten også omkring, hvordan forældrene har behov for at blive mødt, og hvad der er støttende og essentielt for den faglige omsorg med henblik på at sikre et sundt sorgforløb og dermed forebygge komplicerede senreaktioner.
Landsforeningen Spædbarnsdød har gennem længere tid haft stort fokus på fædre og sorg, så det var vigtigt for Birgitte Horsten at inkludere fædrene i sit oplæg. Hun kom ind på, at meget tyder på, at den hidtidige praksis ikke har nået fædre, der mister et barn i tilstrækkelig grad. Derfor svarede hun også på spørgsmålet om, hvordan fagpersoner, både ved fødslen og i tiden efter, sikrer den samme støtte og omsorg til fædrene.

Tryghed ved ny graviditet
Dagens sidste oplæg handlede om, hvordan man sikrer trygge fødsler og en god tilknytning for familier, der har mistet et barn og her var to kyndige fagpersoner inviteret. Det var sidst på dagen, men alle var lyttende, interesserede og fulde af vigtige spørgsmål, da jordemoder Michelle Kolls og psykolog Tina Birk fra Center for Sårbare gravide på Rigshospitalet fortalte om deres arbejde, erfaring og mål.
Center for Sårbare Gravide tager sig blandt andet af familier, der tidligere har mistet, når de er gravide igen og via et individuelt tilrettelagt program støttes forældrene frem til fødslen, med overordnet fokus på at sikre en tryg graviditet, fødsels- og barselsoplevelse og tilknytning mellem forældre og barn. Deltagerne blev guidet godt igennem Center for Sårbare gravides metoder og overvejelser bag.

”Sorgen holder aldrig op”
Efter store klapsalver og anerkendende smil til alle konferencens oplægsholdere, sagde formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo tak for en spændende og lærerig dag. Hun sluttede af med at opfordre alle til at læse den artikel i Information, der handler om en families sorg, da de mister deres 23 dage gamle søn Klemens. Lillian Bondo citerede dette fra artiklen:
”Man kan skrive vores sorg frem som smuk. Den er og var fyldt med kærlighed. Til Klemens. Til livet. Til hinanden. Den føltes stærk i fællesskabet. Til begravelsen. Vennerne, der greb fat. Familien. Psykologen, der hjalp os til at sætte ord på. Alle de fine mennesker, der var der og gjorde alt for at gribe os.
Men sorgen over Klemens død holder aldrig op. Det er ikke en, man kommer over. Det er et af de livsvilkår, vi lærer at leve med. Jeg ville have ønsket, at nogen dengang havde sagt til mig, at sorg ikke kan undgå at være fyldt med normative forestillinger, at den er kompliceret, og at vi alle gør den forskelligt”.