Af Ditte Toft Juste

Der blev d. 15. oktober 2017 verden over afholdt International Mindedag for de spædbørn, der ikke længere er her. Også i Aarhus blev dagen markeret med lys, navne og balloner.

Landsforeningen Spædbarnsdød markerede mindedagen med et arrangement på Ballehage Strand i Aarhus, hvor der var en rørende og uformel stund for forældre, børn, bedsteforældre og frivillige medarbejdere at mødes i og mindes de spædbørn, der hver dag er savnet og elsket.

Fra klokken 18.30 kunne forældrene tænde lys for deres børn. Da stranden lå fuldstændigt indhyllet i mørke kl 19.30 stod 112 lys med ordene ”små fødder sætter også spor” og lyste op i en bue ud mod havet. Mange af lysene havde navne, datoer og hilsner på. Der var børn i alle aldre, der skiftevis legede, skrev hilsener på de hvide heliumfyldte balloner og spiste chokolade, mens deres forældre talte med andre forældre om sorg, glæde og alt det ind i mellem. Nogle stod bare stille og krammede deres partner og kiggede ud over de mange blafrende lys.

Da klokken nærmede sig 20, blev de hvide balloner gjort klar til at sende til vejrs. Inden sagde bestyrelsesformand for Landsforeningen Spædbarnsdød Jesper Gade Nissen, at han på landsforeningens vegne var glad for at så mange forældre bakkede op om arrangementet.

Præcis klokken 20 blev snorene til ballonerne klippet, hvorpå alle kunne følge den flok af hvide hilsener, der fløj op mod efterårshimlen.