Grøfles Historie

Fortalt af Grøfles forældre

Grøfles historie er en kærlighedshistorie om den største sorg, men også en historie om at blive forældre, træffe valg og leve videre uden sit barn, men stadig som forældre med en kærlighed, der aldrig forsvinder.

Det var en hård og kompliceret graviditet helt fra starten af, men vi troede på det, og havde en god mavefornemmelse. Hver gang vi skulle på hospitalet til de mange scanninger og undersøgelser, sendte vi tanker til morfar, vores skytsengel. Det var et fast ritual.

Vi tillod os at glædes trods bekymringer. Lægerne fortalte os, at moderkagen havde en mærkelig facon, at navlesnoren var placeret ude på siden, at der var dårlig flow, og at du ikke voksede, som du skulle. På scanningsbilledet gav du os thumbs up for at berolige os omkring din lille vægt. Vi var så glade og stolte. Du gjorde os så lykkelige. Vi købte børnetøj, talte om børnenavne og kiggede på barnevogn. Du skulle have det bedste af det bedste.

Vi sang godmorgen- og godnatsang for dig og kyssede og snakkede til dig i maven hver eneste dag.

Hvert et lille spark fra dig frembragte glæde og smil.

Alt for tidlig fødsel

Flowet i navlesnoren blev gradvist dårligere, og i takt med det blev du mere og mere væksthæmmet. Lægerne vurderede, at du skulle tages ud med kejsersnit, til trods for at du kun lige akkurat var 26 uger gammel, og at der kun var 50% chance for, at du ville overleve. De frygtede, at du ville gå til i maven, hvis ikke du kom ud. Du skulle have chancen. Det var svært og surrealistisk at forstå og forholde sig til, at vi om ganske kort tid ville blive forældre, selv om vi længe havde vidst, at dette i værste tilfælde kunne blive konsekvensen af den komplicerede graviditet. Men det ville jo ikke ske for os. Vi havde jo haft en god mavefornemmelse hele tiden, og vi kunne mærke dig sparke så livligt i maven.

Således kom du til verden alt, alt for tidligt. Over tre måneder før termin. Og symbolsk for din lille størrelse blev dit stjernetegn vægten. Du blev født på den smukkeste efterårsdag. Tante Annelise filmede den flotte aftenhimmel, da du blev født, og tante Stine plukkede fine nyfaldne efterårsblade til dig. De blade som nu hænger herhjemme i huset i en ramme ved vores seng.

Dagene med Grøfle

Til alles store overraskelse og frygt vejede du kun 460 g og var dermed 51% under normalen. Men du var en lille fighter og kom godt fra start. Vi holdt alle vejret og håbede på det bedste.

Du havde din fars smukke amorbue-læber, samme form som kærlighedsgudens bue. Sådan som din mor havde drømt om og håbet på. En mini-Thomse. Du havde hårpragt efter din mor, og de fineste lange tæer, fødder og sødeste ører. Du var så lille, fin og færdig. Helt perfekt og smuk og dejlig. Nu skulle du bare vokse dig stor og stærk.

Vi ville gerne være hos dig hele tiden, men læger og sygeplejersker skulle konstant behandle og observere dig, og du og mor var derudover indlagt på to forskellige afdelinger. Det føltes så forkert at være adskilt. Det havde vi jo aldrig prøvet før. Far løb i pendulfart mellem de to stuer. Vi var så meget hos dig, som vi overhovedet kunne. Dagen efter du blev født, overraskede din far din mor med en gave fra dig, imens hun lå omtåget i sygesengen. Dit fine lille fodaftryk.

Du lå i dit rumskib, som din far kaldte det. Vi tog vores hænder ind og mærkede dig, og du kunne mærke os. Det kunne vi og lægerne se på tallene på din rumskibsmaskine. De blev bedre, når vi var sammen.

Betydningen af et navn

Knapt to dage gammel blev du pludselig meget dårlig. Selv om vi godt vidste, at du var så lille og skrøbelig, kom det som et chok for os. Ligeså uforberedte vi havde været på, at du pludselig skulle ud, ligeså uforberedte var vi på, at du nu skulle forlade denne verden.

En hospitalspræst blev hasteindkaldt, og du blev døbt i dit rumskib. Vi ville gerne give dig den ære og gave at give dig et navn. I al den tid, du havde været inde i maven, havde vi kaldt dig Grøfle.

Det navn havde præsten aldrig hørt før. Men det var jo dét, du var og ér for os og for vores familier og venner, som sådan havde glædet sig til at møde dig. Så selvfølgelig skulle du hedde det. Præsten, der døbte dig, sagde så fint til os: ”Vi har den opgave i forhold til vores børn at kæmpe for deres liv, men også at begrænse deres lidelser”. Vi, som forældre, kunne se hvilket kæmpe bjerg, du skulle bestige for at komme sikkert op på toppen. Der ventede dig sådan en lang vej med utallige udfordringer. Vi ville have kæmpet med dig hele vejen, for vi ville så ufatteligt gerne have dig her hos os. Men din lille krop var ved at give op.

Afskeden

Efter du blev døbt, kom du ud til os. Vi havde sådan glædet os til, at du skulle ligge på vores bryst. Hud mod hud. Det havde vi set for os så mange gange under graviditeten. Endelig kom vi til det. Vi kunne for første gang rigtig nærstudere dig ude af dit rumskib. Det var første gang, vi holdt dig. Du lå skiftevis på mors og på fars bryst, og det var og ér det største øjeblik i vores liv. Vores lille nye familie. Det var så smukt, så naturligt og så rigtigt, at du lå der, og samtidig så frygteligt og smertefuldt, fordi vores første møde også var vores sidste. Vores farvel. Og hvad skulle vi nå at sige til dig? Alt det vi skulle have sagt igennem hele dit liv!

Til sidst sukkede du, og sov stille ind på mors bryst med din lille fine hånd omkring fars finger.

Tiden efter

Vi lå med dig på skift i mange timer. Vi kunne ikke forlade dig. Ville ikke give slip. Vi lavede håndaftryk, fik en tot af dit hår, skiftede din ble og gjorde dig fint i stand med en lille hue og grøn striktrøje. Vores familier og venner havde sådan glædet sig til at møde dig. Et par af de allernærmeste kom og så dig. Vi beundrede og mindedes dig sammen. Da de gik, lagde vi os sammen med dig igen. Vi sang din godnatsang og holdt hinanden og dig tæt. Vi var endelig sammen, og så alligevel ikke, for du var allerede væk. Du var draget op til morfar. Til sidst lagde vi dig i din vugge sammen med blæksprutten, der havde arme, som mindede dig om navlesnoren, den bløde bamse fra mormor, duftekluden fra far, mors trøje, og den hæklede nøgle, som vist kun kan være til Skt. Peters Port, som du fik i gave fra Neonatalafdelingen, da du blev døbt. Vi arrangerede det hele, så du lå trygt og godt. Så kyssede vi dig en sidste gang. Så på dig for sidste gang og forlod dig på din stue. Det føltes så forkert at gå fra dig.

Vi blev udskrevet dagen efter. Ude af hospitalet forsøgte vi at trække vejret dybt ned i lungerne ude i den klare efterårsluft, som vi havde længtes efter. De efterfølgende dage var lange, uoverskuelige og fyldt med tårer, vrede, magtesløshed, frustration og først og fremmest et kæmpe savn efter dig. Vi var hjemme igen. Men uden dig. Det hele syntes så meningsløst, uretfærdigt og ubegribeligt. En stor sten tyngede vores bryst.

Ligeså uvirkeligt det var, at du var væk, ligeså uvirkeligt var det, at vi midt i chokket og savnet, skulle arrangere din begravelse. Vi blev genforenet med dig, da vi hentede dig på Rigshospitalets kapel et par dage senere. Vi fik dig med i en fin lille trækasse. Vi bar dig ud i vores bil. Far kørte. Du lå på mors skød. Sammen med den urne, du senere skulle ligge i. Den lille urne, vi selv havde valgt, som var dekoreret med hundepoter som symbol på din firbenede storesøster Berta, og med motiv af en bamse med plaster på, ligesom du havde haft. Vi kørte ad smukke gader, hvor vi viste dig de gyldne efterårsfarver, kun til ære for dig. Vi sang din godmorgensang og fortalte dig om alle de bilferier, vi skulle have været på, og alle de Shubidua-sange vi skulle have sunget sammen, mens vi kørte Europa tyndt. Ved Bispebjerg Kirkegård parkerede vi og bar dig ind i kapellet, hvor du skulle kremeres. Vi fortalte dig, at du ikke skulle være bange, imens vi sad med dig på skødet i det tomme rum med højt til loftet. Vi sang for dig og sendte tanker til dig og morfar i himlen, hvorefter vi forlod dig. Igen.

Sammen med morfar

Den dag, vi holdt urnenedsættelse, var en ligeså smuk efterårsdag, som den dag du blev født. Den nærmeste familie og venner var med, og det var storesøster Berta selvfølgelig også. Vi holdt ceremonien ude ved graven. Vores kære familiepræst holdt en meget personlig prædiken for dig og for os. Far lagde din urne i jorden sammen med de søde ting, du havde ligget med i dit rumskib. Tante Emilie og farmor læste hver et smukt digt op, som de havde skrevet til dig. Alle gæsterne var blevet bedt om at finde og medbringe det fineste efterårsblad. Én efter én lagde de bladene ned til dig og tog afsked med dig. Vi sluttede af med at synge din godnatsang. Det var så smukt. Herhjemme, i det der aldrig nåede at blive dit hjem, fyldte vi efterfølgende alle huset med kærlighed, tårer og gode snakke.

Nu er du oppe hos morfar. Din oldefar. Vores skytsengel. Og her på jorden ligger I nu i samme grav, din urne ovenpå hans kiste. Vi tror på, at I hygger jer og fortæller hinanden røverhistorier og leger. Og morfar har med sikkerhed helt styr på alle dine tal – hvor lang du var, hvad du vejede, hvornår du blev født og hvornår du døde. For sådan er morfar.

Grøfles fodspor

Tak for al den glæde, du har givet os. Dig og dine fodspor vil altid være med os. De fodspor, som du gav til din mor, skal lamineres og ligge sammen med vores pas, så du altid er med på vores rejser. For vi skulle rejse jorden rundt og vise dig den store verden. Det vil vi stadig gøre. Dine fodspor hænger også indrammet i det køkken, hvor du skulle have taget dine første skridt, løbet rundt og leget og siden hen siddet og lavet lektier. Du vil altid være en del af os og vores historie. Du er vores førstefødte. Vores elskede søn. Vores kærlighedsbarn. Du er symbol på den fremtid, den familie, som vi så brændende ønsker os. Du giver os håb og styrke, som vi vil tage med os ud i fremtiden.

Vi græder og smiler, når vi tænker på dig, og for første gang, når vi to er alene sammen, føler vi, at der mangler noget. Vi er tomme. Vi mangler og savner dig helt ubeskrivelig meget. Du skulle have været her med os. Du skulle have været inde i maven endnu eller i hvert fald ligget ved mors bryst. De bryster, der er fyldte med mælk, som du skulle have haft. Du skulle have indtaget børneværelset, som står så tomt og venter på dig. Men hver en dag, hver en time hjælper os på rette vej. Midt i sorgen og magtesløsheden trøster vi os i familie og venners omsorg, støtte og kærlighed. Og først og fremmest i hinandens store og inderlige kærlighed, som overvinder alt – især med dig og dine små fodspor i vores hjerter. Den historie, vi havde glædet os til at skrive med dig, skal nu skrives om. Men trods denne frygtelige tragedie, har du bragt os tættere sammen end nogensinde, og vi tror på, at historien nok skal ende lykkeligt.

 

Alverdens kærlighed fra mor og far